Min krukke stod tom, da solen end’lig kom.
Jeg så på den golde sorte jord,
Og tænkte med lidt flid, lidt sol & vand & tid,
Ka det bli’ til frugter på mit bord.
Jeg planted’ et frø – og gik og vented,
Og længtes mod den store dag,
Hvor krukken stod i flor – gav frugter til mit bord
Jeg længtes mod denne store dag.
Jeg søgte her og der – i regn og solskinsvejr,
Og fandt et frø og lagde det,
I krukken som nu stod, hvor solen ofte lod
Sin stråle lyse varm og god.
Jeg planted’ et frø….
Jeg vanded’ men det sled, på min tålmodighed
Indtil, en lille spire kom
Op a(f) den sorte jord – jeg tænkte ”yes, den gror”
Jeg længtes, og glæden den var stor.
Jeg planted’ et frø….
Den voksede sig stor, af sol og vand og jord,
Men ingen frugter spired’ frem
Og blomsten rød og smuk, med torne og med duft
Var helt ubrug’lig uden frugt.
Jeg håbed’ på tomat, og grønt til min salat
Men fik en rose rød og fin
Men kloge med forstand, de siger at man kan
Lev´ af kærlighed og kildevand
Tekst Egon Kirk